Hvis du kun vil høre en drone-plade i år, så lyt til ‘Life Metal’. Hvis du vil høre to, så lyt til ‘Life Metal’ og en nærmest hvilken som helst anden end ‘Pyroclasts’.

Black metal, hardcore, sludge og stoner metal. Internationalt har 2019 været et fremragende metal-år, mens vi herhjemme kun har haft få gode udgivelser.

Black metal kan sagtens være både melodisk og folket uden partout at skulle handle om vikinger. Minnesotas Obsequiae leverer korsang, sværdslag, folkemusik, guitarsoloer og blastbeats på deres tredje album.

Der var kranier og flammer på tøjet. Corpsepainten var nogle steder knivskarp og frisk, hos andre mudret og ond. Amager Bio summede af forventning. Og der var osterejer alle vegne.

Fra Minnesota kommer et af årets mærkeligste bands. Wishfield smider electronica, black metal, noise rock og (måske) en stor håndfuld psykofarmaka i heksekedlen og skruer op for blusset.

… Der hviskes. Her kommer nogle strygere. Lidt ildevarslende trommedunken, før strygerne stjæler lydbilledet. En gammel mand taler om konger og krig. Så ved man, det er en Blind Guardian-plade.

Britiske Earth Moves bevæger sig op og ned i jagten på crescendoet, de synger som Robert Smith på de tracks, der var for mørke til ‘Disintegration’, og de lader frustration og sorg blandes til en post-hardcore, der driver af skærende aggression og følsom skrøbelighed.

Belgiske Amenra spiller hårdt og tungt, men også blødt og sart. De mestrer som regel balancegangen, og et udsolgt Stengade stod på tæer for at opleve det.

Dawn Ray’d vil hellere brænde politibiler end kirker, men de koncertaktuelle anarkister er også værd at høre alene for deres post-black.

Cult of Luna besøgte Pumpehuset og leverede det, de skulle. Heldigvis havde de medbragt nogen, der ville mere.