De jazzmetalliske avantgardister fra Shining laver på deres ottende plade et radikalt stilskifte, de formentlig kun selv ser berettigelsen af.
Shinings koncert på Royal Metal Fest 2018 blev overskygget af frontmand Niklas Kvarforths uterlighed. Men hans opførsel efterfølgende var utilgivelig.
Ti plader inde når Shining et nyt højdepunkt i en diskografi, som man fortsat forundres over er så solid, som den er.
Norske Shining tæver stadig saxofonen fra tid til anden, men overordnet er det nye album album fyldt med så mange hooks, at den hamrer det lettere tilgængelige udtryk fra 'One One One' et skridt videre. Et mainstream-gennembrud burde være i sigte.
Med en enorm spilleglæde havde Shining et begejstret publikum i Lille Vega i deres hule hånd. Det kunne trods et begrænset fremmøde klart fornemmes, at det norske band har det der specielle ekstra, som kræves for at nå langt.
Forleden fangede vi blackjazzerne til en snak om dødsensfarlig norsk natur og et svensk band af samme navn.
Blandt afstumpede stakler rager den romantiske nihilist Niklas Kvarforth op. Så meget desto sværere er det at forlige sig med hvor godt det han laver, faktisk er.
Norske Shinings "black jazz" er forfinet på udspillet 'One One One' og er nu en omgang intens metal med skæve jazz-input, der dog ikke slår musikkens fantastiske energi ud af kurs.
Når en live-udgivelse ikke lyder rigtigt live, så er det i princippet temmeligt skidt, men norske Shining har så mange andre stærke ting i ærmet, at det alligevel går rigtigt godt
Norske Shining ødelagde en hel del af skribentens oplevelse af musikken ved at bruge 10 minutter af sin halve time på noget instrumental jazzy jam.
Shining spiller dygtigt, men dets musik er for fortænkt til at røre.
Sverige producerer også deres del af specielle personligheder indenfor black metal.
The Rock havde åbnet portene til en lang dag med alskens black metal, hvor hovednavnet Shining leverede andet end musikalsk underholdning fra frontmanden Kvarforth.