De finske noiserockere fra Throat har på deres fjerde udspil fundet mere ro i den ulmende post-punk, med ekstra flair for de gotiske virkemidler.
The Hives fik salen til at koge, men kendte heldigvis deres besøgelsestid og stoppede festen, mens den var god.
Maggot Heart rocker både monotont og storladent, og har skabt et gribende værk, hvor den klassiske rocktrio skaber mørk og smuk stemning med blæsere.
Coven er kult. Når noget er kult, er det ofte til begejstring for de få. Coven er kult.
Queens Of The Stone Age gav en rockkoncert som i gamle dage på Arena, og vi fik i halvanden times tid en følelse af at stå midt i en tid, der nok snart er ovre.
Ovenpå tre timers Axl & Co. var Kellermensch et eminent valg til, som krølle på halen, at minde os om, at rockmusikken stadig lever videre med stærkt, dansk blod i 2023.
Der var mere teater end torden, da Ghost forsøgte at kede Copenhell ihjel. Eneste formildende omstændighed var, at det kun varede en time.
Der var mere abefest end metalfestival over Copenhell, da Guns N' Roses lukkede årets festival med en absurd maratonkoncert.
Billy F Gibbons er ånden i ZZ Top, og det lod sig slet skjule i denne times sonderinger af den rustne white-man-blues, han selv lagde grunden til for et halvt århundrede tilbage.
Selvom Sleep Token gjorde deres for at give svar på overskriftens spørgsmål, var bandet i den grad udfordret og lykkedes aldrig helt med indrage publikum i deres ellers spændende univers.
Er folketække = populisme? Ikke i Clutch-land, hvor de simple rockdyder glider lige ned, som den øl vi fylder os med uden at fortabe sig i sovsede klicheer.
Iggy Pop kørte stilen med beskidt attitude og rå nerve på en festival, der skortede på samme, og vandt hjerter på Stooges-klassikere og smagen af evig ungdom.
”Every loser needs a bit of joy” lyder det selvironisk fra Iggy Pop på hans 19. studiealbum – fornøjelsen er helt på vores side.
Brutus var et veltimet, energisk åndehul med rockede ørehængere på stribe og Stefanie Mannaerts' drive og hæse charme som trioens største trumfer fredag aften.
Alt det mytiske og dragende ved Amerika er stort set forsvundet i lyset af den stadig mere trøstesløse virkelighed. King Dude er en oase af americana midt i affortryllelsens tidsalder.
Joe Satrianis “Earth Tour” kom tirsdag aften forbi den fynske hovedstad. En aften af de gode, med veloplagt publikum, suveræn lyd – og et band i en klasse for sig.
Retrorockerne fra Lucifer så godt ud og lød helt rigtigt, men løftede sig alligevel først for alvor mod slutningen.
Tre pakker cigaretter, en Vespa – og rigeligt med væske til turen.
Kellermensch satte ild under den melankolske gryde og fik den til at skvulpe over i ren ekstase, da de lagde vejen forbi den vinterfrosne tyske hovedstad og henrykkede et begejstret fremmøde.
Indimellem falder du over et stykke musik med en stemning, som får dig til at standse op. Som bevæger man sig fra et hverdagssoundtrack som baggrundslyd – til fokus, interesse og spidsede ører. Danefaes debut er den slags.