Konkhra bryder ti års pladetavshed med en jævn udgivelse, der holder sig på dødsdydernes rene sti men sjældent byder på mindeværdige højdepunkter.

Næstved-bandet Cauterizer koger sin dødsmetal op med oldschool-elementer, melodi og groove over lange sange, som tilmed har en lille flirt med det progressive.

Jamen, det er jo hele tre ting på én gang: Benni Bødkers 'Den dobbelte grav' er gys med tilhørende tegninger og vinyludgivelse i en uhellig treenighed.

Norske Blood Red Throne udgiver noget særdeles velproduceret dødsmetal, der bare savner det sidste i sangskrivningen for at være rigtig godt.

Afrika er for det meste et ubeskrevet blad, hvad angår metal. Det forsøger denne nye opsamling fra Svart Records, der dokumenterer den slagkraftige botswanesiske metalscene, at gøre om på.

Blood Eagles debut på et stort selskab og genkomst efter seks år uden udgivelser er en hæderlig ep, der fremkalder små smil uden for alvor at begejstre.

Kill-Town Death Fest åbnede Pumpehusets hovedscene med et brag af en koncert fra de franske horror-tech-okkultister, der i momenter efterlod os med åben mund og polypper.

Transgressor tilføjede deres egen, dionysiske nuance til dødspaletten og var en af fredagens mest forfriskende, dystre indslag tidligt på dagen.

Baest hugger til med en giftig toer, men den er ikke dødbringende. Referencerne er de helt rigtige, og alt lyder godt, men hvor er bæstet selv henne i det her?

Vastum kørte den hjem på pumpet brutalitet, og vandt points på at have den mest angrebslystne forsanger på hele Kill-Town 2019.

En halvtom sal, en aktiv pit og et ikke helt overbevisende band: Afslutningen på Kill-Town Death Fest var både uelegant og underholdende. Absurditeten toppede, da en person i publikum valgte at smide tøjet.

I menneskets celler findes mitokondrier, der producerer kemisk energi til cellerne som en slags kraftværk. Og canadiske Mitochondrion var da også et kraftværk, der buldrede løs.

Tomb Mold bragte et længe ventet groove til andendagen på Kill-Town Death Fest. Det gjorde heller ikke noget, at de spillede fremragende.

Svenske Grave spillede for den dedikerede oldschool-crowd, da de huggede sig igennem materiale fra årene 1986 til 1991 på Pumpehusets hovedscene.

Suffering Hours debut på dansk jord var obskur og efterlod en med blod på tanden, men trioens komplekse riffing blev hæmmet af en høj bas og lav guitar.

Entombed A.D. viger ikke fra dydens smalle dødsmetalsti, og det betyder, at deres tredje plade er tro mod de hårdkogte fans, men ikke meget værd for alle andre.

Firespawn lyder mere brutale og dunkle end på forgængeren, men udtrykket er så til gengæld lidt mere standard dødsmetal, selvom clashet mellem svensk dødsmetal og brutal amerikansk ditto er veludført som altid.

Bedst som man kunne frygte, at koryfæerne var ved at blive trætte af dansen i manegen, smider de et studiealbum på gaden, der vidner om det modsatte.

Dødsfesten står for døren, og opvarmningen dertil skulle vise sig at være lunken, kogende og måske lunken igen. Kill Town Death Fest præsenterede tre bands for et stille København, hvor de eneste uden ansigter stjal opmærksomheden. 

Polsk dødsmetal har været domineret af Vader, Behemoth og Decapitated. Det er på tide, at Hate kommer med i den samtale og får den opmærksomhed, de fortjener.