Top 5: Yaas, king
Danmark har verdens ældste og vist nok også mest populære kongehus – og nu har vi så fået FredX! Kan han levere varen, og er royalisme overhovedet metal?
Altså, sådan et monogram er næææsten det samme som at have et bandlogo, der ligner forvitrede trærødder eller stinkende ligvæske, og som er komplet ulæseligt, men så alligevel ikke helt. Men lad os kaste os hovedkulds ud i noget kongeligt shit.
5. Queen: I Want to Break Free
Daisy smed en ordentlig bombe midt i nytårstalen, og mere end ét glas med fornærmende ringe Asti er med garanti blevet tabt på gulvet af bar royalistisk befippelse, men lad os nu bare være ærlige. Hun har fortjent at slå håret ud og læne sig tilbage efter 52 år som national kransekagefigur og lejlighedsvis moralsk indpisker. Yaas, Queen. Slay!
4. Royal Hunt: Never Give Up
Frederik X giver aldrig op. Han er frømand og maratonløber, og han har været til flere royale jagter, end visse podcasts har forsøgt at shanghaje nærværende magasin med pinlige “du tør ikke”-tricks. Podcasten og Freddy Ten giver aldrig op, og det gør Royal Hunt heller ikke, at dømme ud fra deres voluminøse diskografi.
3. Satyricon: K.I.N.G.
Vores nye konge har ganske vist hverken dolke som kløer, hud af metal, slangetunge eller dragevinger, hvilket ellers ville være sejt, men mindre kan også gøre det. Han har det med at tage på SmukFest, men måske kan han lokkes til Copenhell, hvis Satyricon kigger forbi og spiller den her.
2. Manowar: Kings of Metal
">
Jep. Olieindsmurte, überpumpede muskler er tegn på, at man er en ægte kriger, der kan slås for sit land. Det er slet ikke tegn på en skrøbelig maskulinitet.
Anyway, Manowar er the Kings of Metal, og Frederik kører den ind med blød mandestil og sunde vaner. En af de to ting er mere langtidsholdbar end den anden.
1. King Diamond: Abigail
Okay, Frederik virker som en cool dude og alt det der, men vi ved jo alle sammen godt, at den helt ægte konge kommer fra Hvidovre og hedder Kim.