Nærmere hypen
Spiritbox har endnu til gode at leve op til hypen med deres fuldlængdeudgivelser. Spørgsmålet er, om Tsunami Sea ændrer på det.
Black Rainbow
Perfect Soul
Keep Sweet
Soft Spine
Tsunami Sea
A Haven with two Faces
Crystal Roses
Ride the Wave
Deep End
Med risiko for at træde nogen over tæerne kan det konstateres, at den længe ventede fuldlængdedebut fra canadiske Spiritbox ikke helt kunne bære den hype, der har omgivet bandet – desværre. Dette på trods af en række sprudlende EP’er i bandets tidlige år. Kun en håndfuld acceptable numre fra ‘Eternal Blue’ (2021) står distancen i dag, hvilket har været en af bandets største udfordringer i livesammenhæng.
Derfor blev deres optræden på Copenhell i 2023 også en noget lunken oplevelse. Bandets engagement fejlede intet, men sætlisterne var simpelthen ikke stærke nok. Siden da har Spiritbox dog udgivet EP’en ‘The Fear of Fear’ (2023) og singlen ‘Rotoscope’ (2022), som begge har givet bandet et markant løft live – i en sådan grad, at deres opvarmning for Architects i høj grad overstrålede hovednavnet.
Konklusionen synes oplagt: Spiritbox fungerer bedst i kortere formater. Singler og EP’er?
Samarbejdet med Megan Thee Stallion? Man kan mene, hvad man vil, men om ikke andet var det et friskt pust.
Et hav af indtryk
En tilsvarende åbenlys konklusion er, at bandet er ekstremt produktivt. Det har resulteret i en konstant strøm af udgivelser, herunder deres anden fuldlængdeplade, ‘Tsunami Sea’. Men er opfølgeren til debuten en større succes?
Ved første gennemlytning lyder det som mere af det samme. Vi får de tunge, smadrede sektioner – eksemplificeret af åbningsnummeret ‘Fata Morgana’, hvis indledende riffsektion nærmest leder tankerne hen på Humanity’s Last Breath. På den anden side er der de mere melodiske kompositioner, som ‘Keep Sweet’, hvor Courtney LaPlante tager føringen med en overvægt af smuk, ren sang. Alt i alt ikke meget anderledes end ‘Eternal Blue’.
Men ved gentagne gennemlytninger står det klart, at ‘Tsunami Sea’ er et stærkere album. Det byder på flere skjulte finesser, bedre sangskrivning og flere mindeværdige numre.
Først og fremmest er pladen tungere. LaPlante lyder mere bidsk end nogensinde, og Mike Stringer har skrevet riffs, der virkelig rammer hårdt. Begge dele skinner tydeligt igennem på åbningsnummeret, den efterfølgende ‘Black Rainbow’ – med en ildevarslende KoRnet numetal-guitar – førstesinglen ‘Soft Spine’ og den brutale 'No Loss, No Love', der vækker associationer til Code Orange. Det er momentært, men afgørende for albummet, at det har fået mere kant. På Eternal Blue var det reelt kun ‘Holy Roller’, der slog igennem – denne gang lykkes bandet langt bedre.
Tilsvarende fungerer de melodiske numre bedre. Særligt ‘A Heaven With Two Faces’, ‘Crystal Roses’ og ‘Ride The Wave’ står som højdepunkter.
Listen af interessante numre er lang, og fælles for dem alle er en insisterende opfindsomhed. Hvad enten det gælder inklusionen af drum’n’bass-elementer, industrial eller en omgang rendyrket Tesseract-djent – som på ‘A Heaven With Two Faces’, hvor man nærmest forventer at høre Daniel Tompkins på gæstevokal. De mange finurlige detaljer åbenbarer sig for alvor ved gentagne gennemlytninger og giver albummet liv.
‘Tsunami Sea’ er uden tvivl en stærkere udgivelse end debuten – og den udfordrer samtidig konklusionen om, at Spiritbox fungerer bedst i kortere formater. Det er et solidt skridt fremad for et band, der meget vel kan blive en af fremtidens helt store metalnavne. Til trods for enkelte fejlskud, som den afsluttende og ulidelige 'Deep End'.