Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et vovet brud – et lys i mørket

Updated
Cover
Solbrud

De danske black metal-veteraner bryder med formerne i et socialt bandeksperiment, og kommer stærkere ud på den anden side end nogensinde før.

Kunstner
Titel
IIII
Dato
02-02-2024
Trackliste
1. Hvile
2. Tåge
3. Når Solen Brydes Del I - En Undring Vækkes I Mit Sind
4. Når Solen Brydes Del II - Mod Afgrundens Flammehav
5. Når Solen Brydes Del III - For Evigt, For Altid, Forandret
6. Når Solen Brydes Del IIII - En Ny Tid For Mig Står
7. Ædelråd
8. Sjæleskrig
9. En Ild Som Tusind Sole
10. Aske
11. Postludium
Forfatter
Karakter
4

Det er lidt af en rejse, Solbrud har været på. De kom til i en tid, hvor black metallen ikke fyldte meget i den sociale metalbevidsthed herhjemme. Skabte et navn for sig selv på den glimrende, selvbetitlede debut, og et par år senere udbyggede de ikke alene eget navn, men lagde også grundstenene for udviklingen af en større, dansk black-scene, da 'Jærtegn' satte dem på den nye dagsorden med bred anerkendelse fra medierne såvel som det menige godtfolk – også udenfor de mere metalcentriske kredse.

Syv år er der nu gået siden deres sidste studieplade, 'Vemod'. De første par år med mest vægt på liveaktiviteten, og kort efter den famøse koncert i Brønshøj Vandtårn gik verden som bekendt i lockdown. Nyt materiale kom til, men Ole Luk var samtidig på en anden rejse med Afsky, og i 2022 skete så det endelige brud, hvor denne konstellation rundede af samme sted som de startede, på Ungdomshuset, mens vi i dag har David Hernan som den nye mand i front.

'III' blev dog som sagt til under pandemien, og derfor er det da også Ole Luk, der selv bidrager til at lukke dette kapitel, på denne noget mere ambitiøse udgivelse end vanligt fra Solbrud. Ambitiøs, fordi banddemokratiet altid har været deres modus operandi. Alt hidtil er blevet til i et større fællesskab, men som 'Sjæleskrig' fra Brønshøj-skiven indikerede var de på vej et sted hen, hvor der var plads til at bryde formerne op – og således sidder vi så med 'III' her i dag. En plade med fire sider, én side skrevet af hver af de fire medlemmer, efterfølgende ført ud i livet i fællesskab. Resultatet er en plade med større bredde, end vi kender Solbrud for, hvilket unægteligt gør 'IIII' til en anden størrelse at arbejde med – og, ej at forglemme, en gigant af et værk på hele 94 minutter, hvor hver side i øvrigt også er dedikeret til en af de fire grundelementer.


Falder bredden ud til deres fordel, og kan pladen bære den lange spilletid?



Troels Hjorth (trommeslager) åbner luft-siden med 'Hvile' og 'Tåge'. Førstnævnte med en lækkert plukket fingerspils-intro, inden en døsigt røget indføring og lækre tremolo-linier efter fem minutter endelig føjer vokal til lydbilledet. Ikke blot er det pladens længste nummer, men også en af dem, der ligger klarest i forlængelse af det Solbrud, vi kender. Det Solbrud, hvor repetition er med til at underbygge indlevelsen. Hvor kontrasterne mellem rene guitarlinier og fræsende intensitet står skarpest, og hvor inspirationen fra Wolves in the Throne Room også får lov at hænge uden på tøjet.

Tyngden spiller ligeledes en central rolle i den hypnotisk doomede 'Tåge', der ulmer og syder sig repetitivt afsted, og på sin vis trækker på Burzum-traditionen i det dragende væv af atmosfære, stærkt underbygget af Luks frenetiske skrig.

De fire efterfølgende sekvenser af 'Når Solen Brydes' på vand-siden er så her, hvor bredden for alvor bryder ud i flor. Brormand Tobias har givet plads til en mere progressiv side, der efter en kort intro åbner sig i den fremragende anden del, 'Mod Afgrundens Flammehav'. Indledningsvis er alt ved det sorte, velkendte, men detaljerigdommen sniger sig listigt ind med skrigende guitarbends, blastbeats og indfølte temposkift, hvor særligt kirkeorglet og kvindekoret i nummerets sidste halvdel demonstrerer nogen helt nye facetter af bandet.

'For Evigt, For Altid, Forandret' bygger videre i et lidt mere Bathory-episk spor, hvor Adrian Utzon Dietz får flettet lækre melodilinier ind til at give nummeret en mere 70er-venlig eftersmag, ikke ulig de visuals de bygger op i den stemningsfulde musikvideo Aske Steensen har lavet til formålet.



Men vi skal længere ind – og dét kommer vi på Dietz' jord-side, hvor vi først får den 16 minutter lange 'Ædelråd'. Efter den symbolske dyne løftes over lydbilledet et par minutter inde føres vi lukt ind i et dystert vers, der hurtigt toppes af twinleads og fikse harmonier, før det hele brydes op af akustisk fingerspil og en lækkert indfølt passage, hvor leadguitaren får fuld fokus. Man er bestemt ikke i tvivl om, at det er guitaristen, der har skrevet jord-siden, men som vores mand på skansen i Sweet Silence tidligere konkluderede  "...er det ikke et irriterende fremmedelement i musikken, men nærmere en udvidelse af, hvad Solbruds lyd kan rumme." Det hele flyder fantastisk sammen, så fx den førnævnte indfølte passage så let som ingenting glider over i den dystre black, vi fik fra starten, og således svinger Dietz' side fra den ene yderlighed til den anden, hvor både den galopperende heavy og de tykke 70er-inspirationer i pacing og progressive opbygninger får lov at fylde mere end nogensinde før.

Måske ikke så overraskende, hvis man i forvejen havde noteret sig, at Dietz stod bag den overvejende instrumentale 'Sjæleskrig', hvor delikate Dave Glimour-bends og den gennemgående, svævende grundtone kommer fuldt til sin ret – som afbræk eller som tegn på det Solbrud vi har i vente?
Det må tiden så vise.



Som krølle på halen får Ole Luk så selv æren af at lukke sin andel af Solbrud-kapitlet på ild-siden.
Det kan høres omgående på 'En Ild Som Tusind Sole', der er umiskendeligt Afsky'sk i tonen. Indpiskende, fremadstormende og kontant, hvor afvekslingens kunst mere ligger i kontrasten fra en uakkompagneret guitarlinie til hele bandet, der eksplosivt brager igennem lydmuren. Desværre falder momentum dog en kende, og selvom Luk unægteligt får presset sine heksehyl til det ypperste, tro mod den underliggende lyrik, så kommer vi ikke udenom, at Luk lyder til at være på en lidt anden rejse end resten af bandet allerede her. 'Aske' runder af på samme vis, og selvom det ikke er dårligt, så står det bare ikke måls med den stemning og tone, pladen har opbygget inden da – omend vi til gengæld får et lækkert, luftigt 'Postludium' som et afrundende, storladent high til os, der har lykkedes med at holde ud til den bitre ende.



Åbne døre til fremtidens Solbrud

'IIII' er en imponerende bedrift. De fleste dage vil den nok også være deres bedste. Den formår i hvert fald at vise flere facetter af Solbrud, så ingen føler sig overset, hvis de allerede er med på rejsen – og står man af, når det bliver lidt for prætentiøst eller reflekterende, så er der stadig nok materiale til en hel plade, der tjekker udenfor de bokse.


Sekvenseringen er også godt tænkt. Først med den tungere, velkendte Solbrud-lyd, efterfulgt af de i stigende grad vidtflyvende indspark på anden og tredje side, og så med Luk selv til en endegyldig afsked i mere kontant Solbrud-stil. Det er nerven og eventyrlysten, der holder 'IIII' oppe, og selvom 94 minutter er lidt mere end materialet kan bære, så er vi bestemt godt underholdt det meste af vejen – og der er nok klassisk Solbrud til, at man ikke bør falde helt bagover, hvis man står af på de mere leftfield indslag og/eller foretrækker sin black mere ...ja, black. 


Vi har i hvert fald al grund til at være optimistiske, hvis dette sociale bandeksperiment bliver kickstarten på et Solbrud med flere åbne døre til at udvide deres profil, end det tidligere har været tilfældet. 'III' er det friske pust, vi ikke vidste vi havde savnet fra Solbrud, og en høj, indledende markør for musikåret 2024.