Dobbelt op med dogme-doom

Anguish

På Anguishs fjerde album får man mere af det gode. Men så heller ikke meget mere end det. 

Kunstner
Titel
Doomkvädet
Dato
01-08-2021
Genre
Trackliste
1. Herein I Burn
2. Consumed By The Necro Doom
3. Deranged And Forgotten
4. I Ett Dunkel Förlorad
5. Blood Veil
6. Our Funeral
Karakter
3

 

Har klassisk og gedigen doom overhovedet en eksistensberettigelse længere? Jo, altså genren er blevet holdt i hævd af bands som Pallbearer og Candlemass. Men der er også bands, der har udbygget doom, som for eksempel Bongripper, der trækker på ekstremerne, og Yob, der gør den psykedelisk og progget. Derudover har vi de oplagte genreforgreninger i form af stoner og sludge. Men hvad med den der helt almindelige, langsomme og strengt taget ikke videre opfindsomme lige-ud-ad-landevejen doom. Er der overhovedet nogen, der gider at høre det længere? Anguish gider i hvert fald godt spille det. 

Og det gør de faktisk vildt godt. ‘Doomkvädet’ er svenske Anguishs fjerde album, og der er næppe sket nogen udvikling på den tid, andet end at produktionen er blevet bedre. Anguish er vel næsten blevet poleret på ‘Doomkvädet’, men det lider evil-o-meteret egentlig ikke under, da det bare lyder tæskeondt.

Vig bort, omkvæd
Godt nok er landsmændene i Candlemass stadig aktive, men der er meget, der peger i retning af, at Anguish kunne være deres spirituelle efterfølgere. Det er nemlig doom i samme langsomme, onde og tunge stil. Candlemass trækker stadig meget på 80’er- og 90’er-Black Sabbath med Dio og Tony Martin, hvor omkvædene var storladne og mere i stil med tidens klassiske og catchy heavy rock. Alt det har Anguish frasorteret. Vokalen er et Thomas Gabriel Fischer’esque growl, og der er ingen 80’er-omkvæd. Kun doomkvæd. Anguish er ren undergang og leger derfor også lidt ovre i death- og doom-sandkassen sammen med de andre landsmænd Ocean Chief.

Der er det at sige om Doomkvädet, at efter første nummer, ‘Herein I Burn’, har man vel egentlig hørt, hvad Anguish har at byde på. Der er bare lige det, at de fleste af deres riffs er af sådan en kaliber, der frembringer vrede grimasser, mens man lytter. Så hvis man sidder og leger “yay or nay”, så er det et klart yay. Især riffene i 'I Ett Dunkel Förkorad' har gode hooks, der med et lille hint af vise-melodi godt kunne spilles, mens man ser til i en glohed dværgesmedje.

Ind kommer doomkvæd
Det eneste, der nok rigtigt stikker ud, er pladens sidste nummer, ‘Our Funeral’. Her ser Anguish, hvor tung, langsom og ond, man kan gøre en komposition. Ved hjælp af orgel og ved at trække tritonusmelodierne ud, skaber de en horroragtig atmosfære, som kun få kan matche. Her får vi også hørt en ny side af albummet, da der halvvejs inde i nummeret kommer en akustisk guitar ind i billedet, og forsangeren går over til en vikinge-agtig ren vokal. Her udviser Anguish en bredere forståelse for dynamik og sangskrivning end bare at tærske dissonante riffs.

Der er intet banebrydende ved Anguish og der er få tidspunkter, hvor man tænker “hov, hvad er det, der sker?”. Lyrikken er heller ikke nævneværdig. Det lader heller ikke til at være ambitionen. Anguish er nogle gutter, der bare elsker klassisk doom og hylder genren ved at holde den i trit med nutiden.

Doomkvädet kan opsummeres med DBA’s mest brugte linje. “Fungerer som det skal”.