Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bar ekstravagance fra scenekanten

Updated
J1010373
_JD18017
J1010432
J1010384
J1010439
_JD26611
_JD17964
_JD18107

Debutalbummet fra de københavnske progekvilibrister NAKE er endelig ude – og det blev fejret i Basement på en aften, der stod totalt i alsidighedens navn.

Kunstner
Titel
+ Konur + Emil Palme
Spillested
Dato
27-01-2024
Trackliste
Offering
Weaver
Traveler
Initiation
Morningred
Arrival
Cast
Common
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Det er ganske vist efterhånden blevet til mere end et årti, at de fire fyre i NAKE har foldet deres excentriske teknikaliteter ud sammen – førhen under navnet Cacafogo, hvor aftenens mand bag merchboden i sin tid supplerede med cello og vokal. Der er derfor tale om en kvartet, der kender hinanden til fingerspidserne, og som nu har omtænkt deres musikalske fundament under dette nye navn. Hidtil kun med få koncerter under bæltet, men som et af de absolutte highlights til septembers "Durance of Hate"-event sammesteds var det selvskrevet at få denne fejring af deres selvbetitlede debut skrevet bag øret.

Indledningsvis skal der dog helt andre boller på suppen med KONUR – et lokalt kvindekor, der gør sig i traditionel folkesang fra Tyrkiet, Bulgarien og Georgien.
Klokken 20:30 sharp stiller de otte kvinder sig klar i en halvcirkel på toppen af Basement og synger sjælen ud flerstemmigt, med både høje og dybe tonelejer samt de mere fritflyvende stemmer på fløjene. I skarp kontrast til det bulder og brag, der byder sig på i de tilstødende lokaler, hvor When Copenhell Freezes Over løber af stablen. Her er der tværtimod sjæl og patos i højsædet, og selvom repertoiret er undertegnede fremmed, så falder vi helt ind i den eksotiske skønsang, der runger smukt ud på trods af den lidt tunge akustik, der ellers typisk er her i Basement-kælderen. En rørende intro, der bliver respekteret med dyb stilhed samtlige tyve minutter, inden en pause i den støjende forgård endnu engang minder os om, at vi har truffet det rette valg i aften.



Næste navn på paletten er solisten Erik Palme. En guitarist, der i stedet for at trække på de mere velkendte tonaliteter tager den mere eksperimenterende tilgang, hvor bl.a. en hjemmebygget e-bow og en ditto slidefunktionalitet kommer i spil for at skabe Palmes helt særegne lydbilleder. Med en vis harmonisk drømmende karakter i de ellers disharmoniske tonemønstre – og på den vis har han bestemt fundet et udtryk, der betagede, og ligesom forgængerne bliver mødt med larmende stilhed i respekt for musikkens introverte karakter.

Personligt bliver jeg umiddelbart hurtigere mættet med hans uortodokse lydbilleder end de fleste i salen, men fuld cadeau for at komme med en anden approach til guitarvirket end den velkendte – og ikke mindst til NAKE for at tænke så meget ud af boksen i deres valg af support. For en stund føles det lidt som Roadburn-feelingen, hvor alle konformiteter bliver kastet overbords, og tyngden konstant bliver gentænkt i andre former og udtryk end nødvendigvis den distortede karakter, vi som oftest beskæftiger os med.

Emil Palme
Emil Palme (foto: Jacobh Hansen)

Selvom der bestemt er metallisk tyngde at komme efter i NAKE selv efterfølgende, så er de dog også et musikalsk bæst udover det sædvanlige. Med sortmalede masker og bredskyggede cowboyhatte indtager de scenen med den lækkert underspillede intro til 'Offering', inden et snørklet riff sparker sættet i gang – og således får vi ellers hele debuten serveret kronologisk fra start til slut. Guitarist Nicklas Kirchert får hurtigt demonstreret sine fingerfærdigheder i slibrige licks allerede fra åbningsnummeret, mens 'Weaver' efterfølgende tager os ud af mere post-rockede strømme, hvor Poul Høi viser sine mange facetter bag tangenterne, inden der går rent math-metal i sangens sidste halvdel med vilde trommeforløb fra Søren Høi.
Teknikken sidder lige i skabet, mens de stemningsladede elementer ligeledes bliver eminent bygget op og giver et klart indtryk af, at de ved, hvor de vil hen med det her. Stilen er kompromisløs, med flairs af oscillerende Tool-riffing, dronerock og skæve taktarter, ofte på et uforudsigeligt fundament, hvor du aldrig helt ved hvor det hele begiver sig hen om et øjeblik – og det kræver unægteligt sit at holde den slags strukturer stramme i en lille times spilletid.

Omvendt kræver det også sit at holde fokusset stramt som tilskuer, når alting konstant er under forandring. Det bliver så søgende, så man aldrig helt kan hægte sig fast til andet end drivet og netop musikkens søgende karakter. I momenter kunne selv en genreanarkist som undertegnede godt savne noget mere forsonende, hvor det hele går op i noget højere – omend det så også snildt kunne ende ud i at gå på kompromis med deres kompromisløse fundament. Det er en svær balance, men med det til side, så har NAKE bestemt fundet en vej, der er helt deres egen. Nærmest som et moderne take på Rock In Opposition, og hvor det kun er enkelte sekvenser, der taber pusten undervejs, såsom 'Initiation', hvor start/stop-mekanismerne bliver lidt for hakkende i udførslen. Omvendt viser 'Common' sig som en formidabel perle af en lukker, hvor alle får vist deres chops, og musikken også når bredt ud i både filmiske og avantgardede afkroge, før Poul Høi endnu engang går virtuosens vej på keyboardet.

Ansigter fra både Solbrud, Orm, Psyched Up Janis og andet godtfolk blandt publikum viser, at NAKE hurtigt har fået sig et navn i musikerkredsene, og fuldt fortjent. Debuten er stærkt skruet sammen, og også live mestrer de i aften deres særegne blend af cinematisk post-rock og math-metalliske teknikaliteter til punkt og prikke – en kræftpræstation, der forhåbentlig har fået flere til at skrive NAKE bag øret fremover.


KONUR: 4
Emil Palme: 3
NAKE: 4