Årsliste 2020 – Mathias Nielsen

mni_KB2020

Mathias Nielsens 2020 er besat af Belgien, navnlig Bütcher, og så savnede han, at Danmark havde mere end minkmasseudryddelse at byde på. For eksempel god musik.

Fotograf
Mathias Nielsen

Årets danske album/udgivelse:
Jeg har simpelthen ikke hørt et godt dansk album i år. Nogle gode minialbums og ep’er har jeg terpet mig igennem, men i år bliver det et statement ikke at fremhæve noget dansk. Og internt har vi diskuteret, hvad der sker for danske (metal)bands og albumformatet. Når vi mener noget om det i den kommende tid, så lover jeg at mene med.

Årets internationale album:

1. Bütcher: '666 Goats Carry My Chariot' – Så lad os bare blive i Belgien, hvor der jo ellers ikke plejer at ske det store. Her kan man krydse af ved alle klichéer: se bare på coveret; Det er satanisk NWOTHM med afsæt i tidlig Maiden og klassiske Priest-dyder og okkulte Mercyful Fate’ske undertoner. Metal som den lød, da jeg blev født. Ahhh … Og, ja, forsangeren, der hedder noget så belgisk som Ruben Lutz, ruller endda på r’erne og lyder nogle gange som Brian Johnson.



2. Bríi: 'Entre tudo que é visto e oculto' – Siden brasilianske Caio "Serafim" Lemos tog skridtet videre fra bandet Extinction Remains har været en særdeles produktiv herre. To plader i 2019 og to plader i 2020 under banneret Kaatayra. Serafim har også brugt lockdown-året på en ep med Rasha og altså dette, hans andet soloprojekt, Bríi. En omgang genreblasfemisk tropicália black metal, der garanteret vil gøre purister rasende, men jeg er i hvert fald bidt af disse fire blokke på 15-20 minutter, hvor der foruden black metallen svinges mellem alt fra prog-, post- og kosmisk rock (synths, uden det er bliver 80'er-gimmicket).



3. Neptunian Maximalism: 'Éons' – Det her album er på alle måder alt for meget. Et stort belgisk ensemble, der må have fulgt godt med til de Swans-koncerter, de har været til, men dér hvor det bliver mærkeligt og interessant er ikke blandingen af drone, freejazz og elektronisk instrumentering, men i det ekstra lag, som den japanske taiko-percussion føjer til lydbilledet. Det varer over to timer, jeg har aldrig hørt noget lignende, og det har du formentlig heller ikke. En anbefaling eller en advarsel.

4. Pyrrhon: 'Abscess Time' – Hvad skete der lige for Pyrrhon og deres bebrillede tech-død? Det her er med afstand deres mest tilgængelige album, og det skuffer egentlig lidt, at man ikke udfordres helt så meget, som man plejer. Dog er det stadig en god times galskab, og jeg faldt ikke i søvn, som da jeg hørte Ulcerate og Imperial Triumphant.

5. Mamaleek: 'Come & See' – En plade, der ryger ind på listen fra højre. To anonyme brødre, den ene i San Francisco og den anden i Beirut, lavede lo-fi black metal på tværs af kloden men har nu skiftet stil. Dette års plade var der ikke meget black over. Hvis man kan forestille sig David Yow i front for Oxbow, så er vi derhenad, og det lyder som om, man har fået et helt band med. Ingen ved det. Men nihilistisk og dystert lyder det.



Årets internationale hit:
Sunwatchers: ‘Thee Worm Store’ – Jeg blev ikke 100% bidt af dette års udgivelse fra de produktive new yorkere, men på pladen var der da denne lille dissonante semi stoner/sludge-perle, som jeg trods alt vil kippe med flaget for.



Årets danske hit:
Situationsfornærmelse: ‘Ind med hænderne’ – Jeg er tit enig med Devilutions Ekstrem-Jon, men dette er vist et af de få overlap på vores årslister i denne omgang. Sangen taler for sig selv.

Årets genfundne klassiker:
Don Caballero: ‘Don Caballero 2’ – Jeg genbesøgte Don Caballero fornylig med math-brillerne på. Det fortrød jeg ikke. Dog slog det mig, især ved dette album og det første, hvor metal The Don egentlig var. I særdeleshed studsede jeg over, hvor voldsomt Mastodon må have nærstuderet især disse plader og så ganget med Neurosis på ‘Remisson’ og ‘Leviathan’. Jeg mener, hør lige ‘Stupid Puma’ nedenfor. Selvsagt også altid en fryd at forsøge at danne sig et overblik over Damon Ches vanvittige trommespil.



Årets koncerter:
Jeg har været til én koncert i år. Jeg har ikke kunnet svinge mig op til at få øje på fortræffelighederne ved sid ned-koncerter, som ikke i forvejen indbyder til dét format. Og så har jeg været for egoistisk til at tilsidesætte egen behagelyst til fordel for mammon til sultne danske musikere. Ærlig talt. Men den ene koncert, jeg har været til, det var Reinhold Friedl fra Zeitkratzer, der med danske Athelas Sinfonietta opførte Lou Reeds noise-eksperiment/guitarleg ‘Metal Machine Music’, som et andet Zeitkratzer-medlem, Ulrich Krieger, i sin tid transskriberede. Det var en hypnotiserende og speciel oplevelse, som blev forstærket af den tid, vi lever i. Og jeg fik ikke corona af det.

Årets internationale navn:
Bütcher – Se længere oppe.

Årets danske navn:
N/A (se længere oppe)

Årets nye internationale navn:
Jeg har ikke bemærket nogen, der har været hovmodige nok til at debutere i dette herrens corona-år, så: pas.

Årets nye danske navn:
N/A (se længere oppe)

Årets comeback:
Napalm Death – Der er kun gået fem år siden mindst lige så brutalt solide ‘Apex Predator - Easy Meat’. Alligevel må jeg sige, at Napalm Deaths album fra i år var noget af et comeback. Også selvom pladen ikke har tiltvunget sig en plads på min Top 5.

Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Georges Méliès: ‘A Trip to the Moon’ – Det måtte jo ske, at jeg smed en fysisk udgivelse af en stumfilm fra 1902 på her. Det britiske label Arrow udgav tidligere i år en indbundet luksus-æske med en restaureret udgave af filmen, tilhørende dokumentar og instruktøren Méliès’ ikke tidligere udgivne autobiografi. Masser at dykke ned i.



Det overså jeg i 2019:
At verden var på vej til at blive ramt af en pandemi. Hvad med dig?

Årets optur:
Ny fastansættelse i gøglerbranchen (læs musikbranchen) efter corona-fyring i gøglerbranchen.

Årets største skuffelse:
Oranssi Pazuzu har hørt for meget Swans kunne man høre på deres nye og ekstremt skuffende plade. Deftones lavede et konservativt, røvkedeligt og tilbageskuende lortealbum, som fansene af en eller anden årsag elskede. Primitive Man skuffede også gevaldigt.

Største ønske for 2021:

At få mulighed for at sove igen, at få mulighed for at sidde på en bænk og kigge ud i luften i nogen tid – uden at skamme mig, fordi jeg ikke har tid til det.

Det glæder jeg mig mest til i 2021:
At kunne prøve det der med koncerter igen. Festivaler er næppe realistisk.