Årsliste 2020 – Henrik Nielsen

henrik_aarsliste

2020 var året, der bød på den ene skuffelse efter den anden. Heldigvis kom der dog lidt god musik.

Ligesom cirka alle andre synes jeg også, at 2020 har været et ualmindeligt træls år. Kein Spaß erlaubt, strammere og strammere regler, folk farer i flint på hinanden, fordi det er det eneste, de kan få tiden til at gå med.

En dårlig stemning har lagt sig over befolkningen, og selv de ting, der ellers giver glæde i hverdagen, synes at mangle den opmuntrende kraft, de ellers før har haft.

Det har været svært for mig virkelig at engagere mig i at lytte til musik i år. Om det skyldes en mangel på koncerter og social kontekst eller bare generelt mismod er et åbent spørgsmål. Her er det, der trods alt har gjort indtryk og er blevet hængende:

Årets danske album:
Ingen danske udgivelser i år har sådan rigtigt bidt mærke i mig. Der er blevet lyttet meget sporadisk til et nummer eller to, men intet har gjort stort nok indtryk til at blive fremhævet. Måske har jeg bare haft blikket vendt for meget mod udlandet.

Årets internationale album:
1. Hellripper: ‘The Affair of the Poisons’ – James McBain smeder en hæsblæsende svedig black/thrash/speed metal, hvor indflydelsen fra bands som Motörhead og Venom står klart og tydeligt og velspillet.



2. Vampire: ‘Rex’ – Riffs, riffs og atter riffs. Beviset på at maksimalisme fungerer, hvis bare man er dygtig nok. Det er Vampire, der har fundet formlen på gammelskolemetal, uden at virke forældede.



3. Anaal Nathrakh: ‘Endarkenment’ – Måske det mest melodiske og letttilgængelige album galningene fra Birmingham har begået, men alt er jo relativt. Det er stadig stort, larmende og kaotisk; Der er blot givet lidt mere plads til power-vokalen og det klæder albummet.



4. Eternal Champion: ‘Ravening Iron’ – Svedig og macho helte-heavy uden dikkedarer: bare stor hammer og store overarme. Albummet lever flot op til forgængeren ‘The Armor of Ire’. Mere af det samme, tak.



5. Judicator: ‘Let There Be Nothing’ – Hvis du også mener, at power metal toppede omtrent med Blind Guardian og deres mesterværk ‘Imaginations From the Other Side’, så behøver du ikke meget mere end at lytte første nummer på ‘Let There Be Nothing’ for at blive bekræftet i din fantastiske smag. Resten af albummet er lige så fantastisk, episk og heavy.



Årets internationale hit:
Thy Catafalque: ‘Tsitsushka’ – Det klart bedste nummer på pladen i sin ustyrligt progressive kombination af ungarsk folkemusik, black metal, funky slap-bas og elektroniske detaljer. For mig skiller det sig klart ud som det nummer, jeg har skamlyttet mest i år. Det gav et tilpas frisk pust til, at jeg for en stund kunne glemme alle de uendeligt mange slatne udgivelser, der tikkede ind i promo-mailboksen i løbet af året.



En bobler, jeg er nødt til at have med, er ‘Glass Caverns of Dragon Kings’, hvor Stormkeep rammer de helt rigtige nostalgiknapper med deres melodiske black metal, der giver associationer til forjættede landskaber, krogede mørke skove, truende troldmandsslotte i horisonten, dyrtkøbt heltedåd og bittersød sejr. Et frisk iskoldt pust af episk 90'er-stemning.



Årets danske hit:
Se ovenfor. Intet har rigtigt fanget min interesse.

Årets genfundne klassiker:
The Crown: ‘Deathrace King’ – En fantastisk deathgrind-klassiker. Reelt opdagede jeg først The Crown, da de udgav Cobra Speed Venom, men heldigvis fik jeg tiden til at give deres ældre materiale en ordentlig gennemlytning i år, hvilket bestemt var værd at gøre.



Årets koncerter:
Ikke en eneste koncert er det blevet til. Det er en ny rekord – af den virkelig triste slags.

Årets internationale navn:
Zeal & Ardor og Body Count deler denne plads. De udgav begge albums, der greb dybt i tidsånden og på hver deres måde emmer af indigneret vrede og oprør.

Årets danske navn:
Igen, se ovenfor. Jeg synes ikke, nogen har gjort sig rigtigt bemærket.

Årets nye internationale navn:
Jeg har oprigtigt ikke bidt mærke i et eneste reelt ny navn i år. Det er nok også bedst at holde lidt tilbage med at lancere sit nye projekt. Måske 2021 eller 2022 bliver bedre. Måske bør Stormkeep nævnes, men idet de udgav en demo i 2018, kan de næppe betegnes som et nyt band i år.

Årets nye danske navn:
Som for de internationale navne har ingen nye danske navne virkelig bidt sig fast. Igen er det nok bedst sådan.

Årets comeback:
Det herrens år 2020 var på ingen måde tidspunktet for comebacks. Den dårlige stemning, mismodet og depressionen inficerede alle forsøg på at genskabe fordums indbildte storhed. I stedet blev vi spist af med halvhjertede og ligegyldige live-albums, alt for mange genudgivelser og fantasiløse nye albums fra gamle bands, der burde være stoppet, mens legen var god.

Årets fysiske udgivelse/bog/film:
Husholdningens indkøb af merchandise, musik, film og andet i fysisk format fortsatte sin nedadgående tendens i 2020. Det meste merchandise bliver – som alt andet – fremstillet i absolut tarvelig kvalitet på den anden side af jordkloden under kummerlige forhold blot for at blive sejlet herop og slidt i stykker på ingen tid. At købe endnu en t-shirt med kranier og blod virker hult og tomt, når man allerede har skabene fyldt.

Dog holder jeg fast i at købe en LP fra tid til anden, når et album i tilpas gammeldags stil bliver udgivet. Det vigtigste af disse må utvivlsomt være ’Ravening Iron’ fra sword & sorcery-heavydrengene i Eternal Champion. Coveret er helt korrekt gammeldags og stereotypisk og som taget fra en laset fantasy-paperback trykt på det tyndeste gullige papir. I ved, den slags bog man havde med på lange togture og lejrskoler, hvor man læste den i lommelygtens skær. Det album fortjener en plads på reolen i stort format.

Det overså jeg i 2019:
Hate Force: ‘Hate Force’ – Helt oprigtigt forstår jeg ikke, hvorfor James Pligge fokuserer mest på Harms Way, for Hate Force er et federe band med federe musik. James’ vokal passer bare bedre til ultra-beskidt dødsmetal end til straight edge pumper-hardcore. Albummet gik min næse totalt forbi i 2019, og det var en skam.



Årets optur:
Bandcamp Fridays. Siden marts har verdens bedste musikplatform Bandcamp den første fredag i hver måned droppet deres andel af indtægterne for at støtte de mange musikere, der har lidt økonomisk gennem hele 2020, fordi de har været ude af stand til at spille koncerter. Det har været vildt at følge statistikken og se 10-15 gange så høj omsætning som på normale fredage; Et stærkt signal om at vi fans gerne køber vores musik og endda ofte betaler mere end minimumsprisen for den musik, vi virkelig kan lide, frem for at piratkopiere eller bruge streaming-platforme, hvor betalingen til kunstnerne ofte er forsvindende lille.

Årets største skuffelse:
At det nærmest er umuligt at have et fungerende socialt liv, og at alting foregår over Messenger/Zoom/WhatsApp. Når man ikke mødes i den virkelige verden og ser hinanden rigtigt an, har den afstumpede online-kommunikation rig mulighed for at gøde en veritabel ligblomst af misforståelser og ligegyldighed. Det tærer på den sociale sammenhængskraft.

Største ønske for 2021:
At det lykkes os, trods alt, at holde det sociale sammenhold i live, så det kan sprudle sundt og levende igen, når det endelig er muligt at tage til rigtige koncerter og festivaler igen. Det bliver en hård første brandert og mindst lige så hård første omgang tømmermænd, men det er sådan man mærker, at man lever.

Det glæder jeg mig mest til i 2021:
At stå skulder ved skulder med alle vennerne til koncerter igen. Om det er til svedig dødsmetal en absurd varm sommerdag på Beta eller til power metal i et dommedagslignende regnskyl på Copenhell eller en helt anden vilkårlig kombination af genre og spillested, er komplet ligegyldigt. Det lyder som en virkelig gennemtærsket kliche, men det bliver det ikke mindre rigtigt af.