10 Hurtige: Heidi Withington Brink

heidi Withington Brink - Peter Troest

Ingen doom uden bas. Og den leverer Konvents Heidi Withington Brink. I bagagen er der både dødsmetal, emoprog og solid thrash. Og så opdagede hun den skumle musiks herligheder i Astrid Lindgrens elskede Småland

Kunstner
Fotograf
Peter Troest
Forfatter

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Jeg tror ærlig talt, det var i 2005 gennem Boogie-listen, hvor de spillede 'Ten Speed (Of God’s Blood & Burial' med Coheed and Cambria. Kan huske, jeg gik i skole hver dag og følte mig bare enormt hård og alternativ med mine hullede Converse baggy pants og den sang i ørene – hahaha. Det var også første minde, jeg havde med growl, og jeg kan huske, jeg bare var dybt fascineret af det og har været det lige siden.

Hvad er dit favoritband gennem tiderne?
Jeg tror, det må være Vanhelgd. Deres album 'Relics of Sulphur Salvation' fra 2014 var min intro til dødsmetal, og de gjorde mig helt klart hooked på de mere ekstreme former for metal. Jeg så dem tilbage i 2014 på Mörkaste Småland festivalen på en lille bitte scene, og jeg var bare efterladt helt fortryllet.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Hvis jeg kunne have mødt Riley Gale til en øl, inden han døde, ville det helt klart være mit første valg. Han har altid virket enormt cool, sympatisk og nede på jorden, og så synes jeg, han var en af de bedste frontmænd i metal, jeg har oplevet.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Jeg kan ikke koge listen ned på mindre end de ni hér:

Witchcraft: 'Legends'
Vanhelgd: 'Relics of Sulphur Salvation'
Black Peaks: 'Statues'
Der Weg Einer Freiheit: 'Stellar'
Bolt Thrower: 'Those Once Loyal'
Mass Worship: 'Mass Worship'
The Menzingers: 'On The Impossible Past'
NAILS: 'Abandon All Life'
Black Breath: 'Slaves Beyond Death'

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
Der er skarp konkurrence mellem to! Den ene var min første punk-koncert tilbage i sommeren 2013 med The Menzingers på et mega overcrowdet Underwerket. Fuldstændig vanvittig, fed stemning og forbindelse mellem band og publikum, som jeg aldrig glemmer!
Den anden var sidste sommer på Roskilde, hvor hele bandet og jeg så Power Trip sammen. Vi var alle godt beruserede, og Power Trip spillede op til den vildeste thrash-fest! Det var bare en aften, der gik op i en højere enhed, og den er nok endnu mere printet på nethinden ovenpå Riley Gales alt for tidlige død.

Hvilke platforme bruger du til at opdage ny musik?
Jeg bruger rigtig meget forskellige sociale medier. Både Spotify, Facebook, Instagram og nu også for nyligt Tiktok. Jeg forsøger så vidt muligt at holde øje med alt, hvad der rører sig i alle mulige genrer af ren nysgerrighed.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg har rigtig mange! Den største er nok The Darkness. Ligesom Sara så jeg dem i K.B. Hallen i 2005, og jeg syntes bare, de var de vildeste. Det var min første rigtige koncert, og jeg var helt vild med deres skinnende outfits og gimmicks, og udover det var jeg bare dybt forelsket i Justin Hawkins og hans lange hår!
Generelt er glam metal bare godt at feste til, og det står jeg altså ved! :D

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Det har været meget det samme som Saras oplevelser med, at folk ikke kan forstå at en sød, blond pige som mig da ikke kan høre og slet ikke spille metal. Men når først de er kommet udover deres egne fordomme, så synes de, det er sejt. Jeg kan godt synes, det er lidt øv, at det ikke er mere normalt, for jeg synes egentlig ikke, det er så fedt, at det skal være noget specielt.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Jeg har haft enormt mange gode oplevelser, både som publikum og som musiker. De, der står klarest, er uden tvivl alle festival-oplevelserne: fra at stå som publikum på festivaler rundt i hele Europa med alle sine bedste venner og høre sine yndlingsbands til selv at stå på Copenhell og spille koncert med Konvent. Det er oplevelser, som jeg ikke ville undvære for noget, og jeg kan slet ikke vente med, at alt bliver mere normalt igen, så vi alle kan komme tilbage og skabe nogle flere minder sammen. <3

Hvorfor blev du metalfan?
Fordi jeg ikke kunne lade være!